LEJLIGHEDER MED FÆLLES CENTRUM

I kvarteret Indfaldet er den første nye karrébebyggelse taget i brug. Frekvensen byder på 111 lyse lejelejligheder, et centralt samlingspunkt i gårdhaven samt butikker og spisesteder ud mod Rabalderstræde.

FREKVENSEN

Navnet Frekvensen refererer til bevægelsen i de forskellige arkitektoniske lag, uderum og kantzoner. Boligbebyggelsen varierer mellem forskellige boligtyper og størrelser, og henvender sig dermed til både studerende, unge par, singler, børnefamilier, enlige med børn og ældre mennesker. På den måde skabes en karré med en mangfoldig beboersammensætning.

Boligerne er designet til en ny ’generation’ af beboere, hvor uderummet spiller en vigtig rolle. Derfor rummer Frekvensen både tagterrasser, taghaver, gårdrum samt opholdssteder med forbindelse til de omkringliggende byrum.

Et centralt omdrejningspunkt er fælleshuset Agora, som med sit transparente udtryk skal være et sted, hvor beboerne kan følge med - og ikke mindst selv deltage - i et fællesskaber på tværs af interesser.

Højder tilpasset omgivelserne

Bygningen er fem etager høj mod Rabalderstræde. Mod syd og øst er den lavere og mere luftig, så den passer sammen med de mindre og omkringliggende by-/rækkehuse. Facaderne har et let udtryk med varieret materialevalg, udkragninger, indhak, vekslende højder og en begrønning af tagflader.

Langs Rabalderstræde åbner facaden sig mod gaden med store vinduespartier. Fra butikker og spisesteder vil livet smelte sammen med bydelens øvrige liv, ligesom stien på sydsiden af Frekvensen bliver den naturlige adgangsvej for bilister, der har stillet bilen i Indfaldets nye parkeringshus.

Kontakt udlejeren for at få mere info om lejlighederne

Alle henvendelser og forespørgsler vedrørende leje af bolig i Frekvensen skal ske ved at sende en mail til den private udlejer Core Property Management på udlejning@corebolig.dk

FAKTA

  • Tegnestuen Ginnerup Arkitekter har tegnet projektet.
  • Svanen og Core Property Management er hhv. udvikler og investor på projektet.
  • Byggeriet har et omfang på ca. 10.000 etagemeter, som er opført på hjørnet af Rabalderstræde og Rampelyset.
  • Der er 111 lejligheder til udlejning i en størrelse fra ca. 64-110 m2.
  • Derudover er der 430 m2 lokaler til publikumsorienterede anvendelser i stueetager langs Rabalderstræde.
  • Læs mere om Frekvensen på Ginnerup Arkitekters hjemmeside