Bydelens største parkeringshus

Første nye byggeri i Hal 12-kvarteret bliver et stort parkeringshus, som skal give plads til cirka 400 biler. Ligesom det første p-hus, der blev indviet i september 2021, bliver det en bæredygtig bygning med mange muligheder.

Parkeringshus til mange brugere

Hvordan udnytter vi bedst nye bygninger, så de kan udnyttes til flere formål og bidrager til at spare på ressourcerne? Det spørgsmål har Roskilde Kommune fokus på, når der skal bygges nyt.

Derfor er der planer om at bygge den moderniserede skatehal og det nye p-hus i Hal 12-kvarteret sammen. På den måde bliver det muligt at lukke en del af p-huset af i perioder, hvor det alligevel ikke er helt fyldt.

En eller flere af etagerne kan så indtages af skatere eller store events. Ved at invitere forskellige brugere ind i mere 'døde' perioder, kan man undgå, at huset bliver indtaget til uønskede akvititeter, som man ellers ser det andre steder. Dermed kan dobbeltudnyttelsen bidrage til at skabe tryghed for alle brugerne.