ENERGISKE FORENINGER

Musicon er i høj grad drevet af ildsjæle, der smitter med energi og gode ideer. Det ser du også i det mangfoldige foreningsliv, hvor kunstnere, skatere, musikere, parkour-udøvere, hobby-håndværkere, motorcykelnørder og mange andre boltrer sig.

Mød Musicons foreninger

Parkour Fellows

Helt nye rammer står klar til parkour-folket i parkeringshuset i kvarteret Indfaldet. Parkour-udøverne har længe brugt Musicons byrum til deres energiske aktiviteter, og nu kan foreningen tilbyde medlemmerne endnu bedre forhold - også i regnvejr.

Parkour Fellows på Facebook

Orange Makers

Født ud af innovationsafdelingen på Roskilde Festival og nu en institution i Musicon-bydelen. Orange Makerspace holder til i den ene halvdel af Hal 7, hvor gør-det-selv-folk, opfindere og nørder i alle aldre skærer, hamrer, lodder, limer, skruer, koder og hygger til den store guldmedalje.

Orange Makerspace

Kunst på Musicon

Den vestlige del af Musicon er bydelens mest farverige. Her udfolder en lang række kunstnere deres talenter i foreningen Kunst på Musicon. Foreningen holder til i KunstSmedjen på Bagtæppet - hvor de har opbygget et hyggeligt miljø med mange lokkende events.

KunstSmedjen

Råstof Roskilde

Størstedelen af de kommunale musik-øvelokaler ligger på Musicon. Her holder øvelokalforeningen Råstof Roskilde til. Så der strømmer al slags musik ud over Rabalderparken og Rabalderstræde fra barakkerne over for Hal 12.

Råstof Roskilde

Roskilde Teater

Gå i teatret i din egen by! Sådan lyder det fra Roskilde Teater. Non-profit-foreningen har ikke formelt adresse på Musicon, men de frivillige medlemmer arrangerer hvert år flere forestillinger i bydelen og deltager aktivt i fællesskabet. Blandt andet kan man hvert år se gadeteater arrangeret af Roskilde Teater under Rabalder-festival.

Roskilde Teater

Hal 12 skate

Den ubetinget største forening på Musicon er Hal 12 skate. Ca. 1.200 medlemmer mødes i den store, gamle produktionshal, hvor der engang blev produceret belægningssten. I dag er her ramper og klubhus for unge såvel som gamle på løbehjul, skateboard og rulleskøjter.

Hal 12 skate

Roskilde eSport

Foreningen var den af de første i Danmark til at kunne tilbyde medlemmerne et specialbygget esport-hus. Siden er sporten vokset i rekordfart, og foreningen lever fortsat i bedste velgående på Musicon. Fra 2021 rykker de til en ny placering på Bagtæppet ved siden af Musicon-skoven.

Roskilde eSport

Roskilde BMX

Om sommeren træner medlemmerne af Roskilde BMX i idrætsanlægget i Darup få hundrede meter fra Musicon. Men når mørket og kulden kommer, trækker BMX-kørerne ind i Hal 11. Her har de opbygget en imponerende bane - den eneste indendørs på Sjælland.

Roskilde BMX

KnuckleGrease Garage

I værkstedsfællesskabet KnuckleGrease Garage renoverer medlemmerne klassiske motorcykler. Det har de siden 2015 gjort i værkstedet på hjørnet af Rabalderstræde og Sdr. Ringvej. Men fra 2021 tager de helt nye lokaler i brug, når de rykker ind i Musicons første parkeringshus i kvarteret Indfaldet.

KnuckleGrease Garage