Ideen bag Musicon
Musicon er en unik, pulserende og blandet bydel med fokus på kunst, kultur og kreativitet.
Roskilde Kommune har ambitioner om at gøre Musicon til national rugekasse for kunstnere, designere, musikere, kreative virksomheder og andre med behov for utraditionelle rammer. Derfor bliver Musicon heller ikke udviklet som alle andre bydele. Udviklingen sker i tæt samarbejde med folk fra kultur- og erhvervslivet samt developere og investorer, som synes det er spændende at være med til at præge udviklingen i en dynamisk og mangfoldig retning.
Musicon er:
- En kreativ, musisk bydel, der tillader eksperimenter
- En bydel med høj puls og liv det meste af døgnet
- En bydel med innovativt byggeri i høj kvalitet
- En bydel, der bygger på oplevelsesøkonomi
- En bæredygtig bydel baseret på grønne principper
- En bydel med spor af den betonfabrik, der engang har været på området
Musicon i dag
Roskildes kreative bydel ligger i et tidligere industriområde mellem Roskilde Dyrskueplads og Roskilde Station. Der er i dag flere end 70 aktører på Musicon bestående af virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner. I bydelen er der danseteater, museum, kunstskole, skatehal, spisesteder, øvelokaler og mange forskellige boligformer.
Karakteren i området er præget af de tidligere industribygninger og andre rustikke spor fra produktionen, som er integreret i udformningen af nye byrum og blandet med nybyggeri.
Musicon er en spændende og attraktiv bydel med markante kulturinstitutioner, stærke frivillige aktiviteter og et blomstrende erhvervsliv med mange iværksættere og startup-virksomheder. Området har udviklet sig til et kreativt vækstcenter i Roskilde Kommune, og bydelen tiltrækker konstant nye kreative kræfter.
Alle kan være med i udviklingen
Området bliver udviklet med plads til mangfoldighed og fokus på bæredygtighed. Musicon er hjem for kulturelle flagskibe som museet Ragnarock, teatret Aaben Dans og den årlige brugerskabte kulturfestival Rabalder, ligesom Roskilde Festivals administration udvikler og planlægger Nordens største musikfestival her.
Men det er lige så meget en bydel for alle ildsjæle og iværksættere, der har lyst til at præge udviklingen. Det kan du blandt andet opleve i handelsstrøget Containerstriben, hvor der både er musikskole, mikrobryggeri, kafferisteri, merchandisebutik og mange andre små butikker.
Udgivelsen satte tilbage i 2007 de rammer for udviklingen af den tidligere betongrund. Og det er stadig det samme fundament, der bygges videre på.
Mange nye byggerier er på vej med spændende arkitektur og mere permanente rammer for bydelens mange brugere og beboere. Men visionen er fortsat, at Musicon skal være en bydel med masser og liv og fokus på ansvarlighed i forhold til både naturen og de menneskelige ressourcer.
Men det er kun en lille smagsprøve. Der er meget mere at komme efter - og bydelen udvikler sig hele tiden. Så tag selv forbi, og oplev en kreativ bydel uden sidestykke.
Strategi og spilleregler for udviklingen af Musicon
Udviklingsstrategien
Sæt dit aftryk på Musicon.
Sæt dit aftryk på Musicon.
Få en smagsprøve på Musicons mange muligheder i vores interaktive brochure. Vi håber, du får lyst til at besøge bydelen og måske selv tage del i udviklingen.
Her kan du åbne den interaktive brochure (åbner som pdf)