Tmod slutningen af pandemien var Iceage-vokalist Elias Rønnenfelt på kryds og tværs af Europa med sin guitar i hånden. Hans rejser blev ført i spidsen af et opslag, han havde delt på sociale medier – et stående tilbud om at spille hvor som helst, der ville have ham. “Jeg lagde det indlæg ud, og i løbet af et år rejste jeg virkelig,” fortæller han Musicon. “Der kom hundredvis af e-mails, og jeg sagde ja til alt, der virkede levedygtigt – det lod mig spille i boghandlere og kirker og private hjem og midt i skovene.”
Behørigt er de sange, Rønnenfelt skrev, mens han spiste kilometerne, både rigt tegnede og minimalistiske. Dette afspejler deres begyndelse som bare-bones live-numre og også den melodiske udvikling af hans arbejde med Iceage, fra stålsat post-punk på deres debut ‘New Brigade’ i 2011 til den flamboyante rock fra 2021’s ‘Seek Shelter’.
På ‘Heavy Glory’ hænger hans stemme i luften over ringende guitarer og leverer en forslået, men romantisk blanding af fiktion og selvbiografi, der kredser om den kreative indbildskhed som “elskeren”. Denne formskiftende tilstedeværelse bliver givet dybde af nøje udvalgte instrumentale swatches, fra percussion af Iceage-trommeslageren Dan Kjær Nielsen til toner hentet fra en autoharpe fundet liggende på gulvet i et studie.
“Nogle af strengene var bare helt ustemte,” siger Rønnenfelt. Læs videre for at opdage, hvad “elskeren” betyder for ham, hvorfor han bærer en notesbog, og hvordan det føles at få dine helte til at blive dine jævnaldrende.
Musicon: Hej Elias. Du har tidligere sagt, at du har brug for meget tid, næsten en masse tomhed, til at skrive. Fandt du ud af, at pandemien i det væsentlige gav for meget af det – at der ikke var nogen tegnsætning til disse tavsheder, før du kunne få fat i din guitar og spille?
Elias Rønnenfelt: “Ja, til det punkt, at jeg fandme hader at bringe pandemien op i nogen grad. Lad os glemme det, ved du det? Jeg ønsker på ingen måde, at dette skal ses som en pandemisk rekord. Måske blev den udløst af bagenden af den, når du kunne lave lort igen, næsten ved normal lydstyrke. Men nedlukningerne og sådan… det var ikke en kreativ periode.”
Du skrev sange på vejen og spillede dem så samme aften. Det er usædvanligt at have sådan øjeblikkelig feedback.
“Jeg er herude på egen hånd med en guitar. Jeg kan skrive noget, spille det med det samme, og det skal ikke øves. Det var der frihed i, at indse, at vejen fra at skrive til at lægge det frem for folk er ekstremt kort. Det er det fælles for alle sangene på pladen – det var meningen, at de skulle fungere, når de blev bragt tilbage til det grundlæggende. Iceage gjorde det også altid. Vi spillede altid nyt materiale, før det var i nærheden af optaget. Vi havde en pervers nydelse ved at spille hele shows med ukendte sange.”
“Du er prisgivet, hvor livet fører dig hen, og så er det det, du skal arbejde med”
Den anden side af den mønt er, at du brugte et helt år på at indspille ‘Heavy Glory’ sammen med din co-producer Nis Bysted, hvor plads og tid forvitrede sangene. Selv da har de ikke mistet noget af deres direktehed. De er lidt udsmykkede uden nogensinde at være overfyldte.
”Det var ikke en form for dogme eller kode, jeg skulle gå forbi. Jeg har lige bygget dem fra bunden. Vi gik ind i studiet og lavede de indledende sessioner med Dan på trommer og en opretstående bassist. Med nogle af dem tænkte jeg: ‘Åh, for fanden det her lort. Jeg henter en trommemaskine eller noget.’ Intet var helligt i den forstand – det var at servicere skriften med de nødvendige midler.”
Hvornår tog du tråden op om “elskeren”?
»Jeg havde ikke ret meget at sige til sagen. Du får den hånd, du spiller. Jeg har aldrig rigtig følt, at jeg havde det store valg på nogen plade, jeg har lavet – du er prisgivet, hvor livet bringer dig hen, og så er det det, du skal arbejde med, også musikalsk. Du ruller med slagene, og det kommer ud på hvilken måde det vil have det med.
På ‘Søg ly’ hentydede du til tanken om, at en person lige så meget som et sted kan være et fristed. Er det noget du graver dybere ned i her?
“Det er en vrangforestilling, som så mange af os underholder. Det ville være rart, men det er oftest noget, vi stræber efter, når vi ikke får det, ved du? Jeg føler mig heldig, at der er visse mennesker, der forankrer mig eller tjener som en søjle for tillid eller sammenhæng i mit liv, men ofte, når der er det behov for et fristed hos en anden person, er det enten midlertidigt eller en tabt sag”.
Med den plade satte du virkelig melodien i forgrunden på en måde, du måske kun havde antydet tidligere. Det er et åbenlyst tømmermænd her – hvordan ser du på samspillet mellem hook og lyrik nu?
“Der er ikke rigtig en fast formel, men ofte kommer de hver for sig. Det er en af de bekvemmeligheder ved lyrikskrivning, der helt sikkert blev illustreret, da jeg skrev poesibogen (2023’s Sunken Heights) – hvor er det rart at have fastsat mængder af vers og stavelser til at indramme det hele. Det gør bare mulighederne mindre uendelige, og melodien styrer også ordene. Du kan være legesyg med den, eller du kan skuffe melodien. Der er flere ting at holde dig beskæftiget.”
Der er poetisk skrift her, der er åben for fortolkning, sammen med billeder løftet fra verdslige, virkelige situationer, som en ventetid i Luton lufthavn. Hvordan blander du de to forskellige tilgange?
“Jeg bærer notesbøger. De fungerer som en bank, hvor jeg kan stjæle fra mig selv i stedet for en anden, men mere og mere forsøger jeg at sigte efter bare at se, hvad fanden vælter ud på siden.”
Med de covers, der afslutter pladen – ‘Sound Of Confusion’ af Spacemen 3 og Townes Van Zandts ‘No Place To Fall – siger du, ‘Du kan lære meget om mig af det, der inspirerer mig’?
“Jeg begyndte også at spille dem, mens jeg var på rejse. En af mine venner i Paris havde denne boghandel, jeg spillede i, og hun sagde: ‘Sørg for at spille ‘No Place To Fall’.’ Jeg lærte det, og det blev hos mig. I Lissabon spillede jeg i en kirke, og Sonic Boom (Pete Kember) fra Spacemen 3 boede i udkanten. Jeg tænkte bare på, om jeg kunne slippe afsted med at bede ham om at spille orgel på den sang. De slog rod, og de følte sig som en del af det hele.”
Du lavede ‘Seek Shelter’ med Sonic Boom, og nu er der dette seje efterskrift. Det er dybest set det modsatte af ‘mød ikke dine helte’.
“Spacemen 3 var en del af mit teenageværelse. Verden blev meget større, men i et stykke tid var den meget lille, og forestillingen om, at Spacemen 3 eller en hvilken som helst anden var en, du kunne hænge ud med, var ikke realistisk. Men når du møder mennesker, bliver de hurtigt den person, de altid har været. Pete, for eksempel, han er sjov. Da vi optog ‘Seek Shelter’, havde vores mavemuskler ondt, fordi vi bullshittede så meget.”
Elias Rønnenfelts ‘Heavy Glory’ er ude nu via Echo
