Mens mange kender Dua Saleh for deres portrættering af Sex Educations Cal Bowman, var de først en kunstner. Med en co-writer-kredit på Travis Scotts ‘My Eyes’ og to EP’er ude (2020’s ‘ROSETTA’ og 2019’s anmelderroste ‘Nūr’), er ‘I Should Call Them’ deres seneste genre-trodsende bedrift. Saleh fortæller en apokalyptisk fortælling om to elskende mod skarp, selvsikker produktion. Selvom albummets næsten for ryddelige trackliste kan føles overøvet, er det deres lyriske vid, der forbliver projektets kødfulde, humaniserende sjæl.
På tidligere EP’er plaskede Saleh mellem genrer for sjov. Deres fingerfærdighed mellem paletter (glatte rap-barer, falsetkadencer, der føles som private bønner, der kun er beregnet til Guds øre til at niche-indsyede detaljer om rock, jazz og pop) placerer Salehs innovation i kunstneriske ligaer Victoria Monét og Amaarae. På ‘I Should Call Them’ er deres idiosynkratiske lyd pligtopfyldende strakt, og numre er forhøjet med gæsteindslag fra Serpentwithfeet, Gallant, Sid Sriram og Ambré.
Selvom den meditative produktion af Rogét Chahayed (Doja Cat, Drake), Biako, Stint (Kesha, Wrabel) og 1Mind løfter Salehs sikre vision, er de bedste ting Salehs eget livlige, svimlende aftryk. På ‘Want’ udråber de deres kølige karisma og synger: “Nu hver gang jeg er tilbage i LA / dig oppe i min seng”. Salehs charme er ikke kun på skærmen; det er også bag deres hårdtslående trackliste. Alligevel giver dens to-minutters køretid dig en følelse af kortvarig følelse på grund af ‘Want’s blæst. Hvis noget, vi mangel flere af Salehs stemningsfulde stylings, ikke mindre.
I mellemtiden vokser Salehs følelsesladede tekster som lignelser, hvilket får den nuancerede historiefortælling omkring deres lagdelte identitet – sudanesisk, amerikansk, muslimsk, ikke-binær, queer – til at føles universel. De søger smart gennem emner om åndelig kraft, kærlighed og længsel, og de er ambitiøse og kompromisløse, som de viser i nummeråbneren ‘chi girl’. “Forlad din historie, bær sandheden,” falder de i svime over hypnotiske, bløde elektroniske beats og vinker samtidig deres crush – og lytteren – tættere på.
På ‘Pussy Suicide’ overvejer Saleh dystert et splintrende giftigt forhold over udspændte lussinger af trap og ludne baggrundsbeats. ‘Unruly’, med Serpentwithfeet, fosser ind med fejende strenge, før de glider ind i tvangs af funky bas, hvilket beviser, at de har masser af kreativ ammunition til rådighed. Glitchy R&B-elektro brager igennem på ‘Cradle’, da Saleh dropper silkebløde rap-linjer, der oser af selvtillid og mindes om “gnister, der flyver som skæbnen”. Med udgangspunkt i ‘ROSETTA’ genopliver de de religiøse analogier her og sammenligner denne forførende dynamik med det guddommelige.
Efterhånden som albummet ‘2excited’ strømmer ind, slutter Salehs spirituelle kærlighedsbetonede fortælling, oversvømmet med blinkende beats, hvirvlende saxofon og percussion. Deres tekster fejer væk, som en handling af accept, og efterlader kun en bragende lavine af instrumenter, mens verden folder sig ind i sig selv. ‘I Should Call Them’ er en ode til nutidens dystopiske tider og angst, men de lader os stadig svælge i styrken af trans queer kærlighed. Når det er bedst, viser Salehs debut os den spændende skønhed bag vores indre ufuldkommenheder.
Detaljer
- Udgivelsesdato: 11. oktober 2024
- Pladeselskab: Spøgelsesagtigt