Der var flere punkter i løbet af det sidste årti, hvor det så ud til, at britisk indierock kunne ende for evigt fast i en post-punk-loop. Heldigvis, midt i kendskabet til denne seneste genoplivning, gik en høst af unge bands i den modsatte retning; forkaster post-punkens spøjse, afskårne tilgang til fordel for noget mere udsmykket, progressivt og grandiost.
Denne spændende nye gren af britisk ‘indie’ (hvis der er nogen mening tilbage i det aldrende udtryk) antog utallige former, fra det strålende melodrama fra Black Country, New Road til den dårlige tur-mani af Black Midi. Disse ambitiøse, fremadstormende bands tjente som et kærkomment bevis på, at alternativ rockmusik endnu ikke havde kapituleret helt over for retro-revivalismen – og Man/Woman/Chainsaw er et indbegrebet produkt af denne genresprængende æra.
Få debuter er så dristige og tilgængelige på samme tid som ‘Eazy Peazy’. Sådanne som ‘Ode to Clio’, der svulmer fra blide gløder til et afsluttende inferno, kaster rockmusikkens velkendte struktur ud af vinduet, mens den bevarer en fast følelse af intern logik. Closer ‘EZPZ’ tilbyder et mere brute force eksempel, der opretholder en gribende intensitet på tværs af tre minutters indviklet og konstant skiftende orkestral tyngde.
Bandets fusion af flygelstrenge og klaverer med mere traditionelt, riff-baseret rockkaos er en bred succes. ‘Sports Day’ indeholder en eller to ideer for meget, hvor orkestermelodierne fejler tæt på unødvendig kakofoni. Andre steder fungerer denne OTT-tilgang dog med imponerende elegance; se det enkle, men potente violinmotiv, der går igen i hele ‘Ode to Clio’ og de sammenlåsende strenge og tangenter, der ankommer med pletfri præcision midtvejs i ‘The Boss’.
Denne instrumentale melange afspejler Man/Woman/Chainsaws ultramoderne, post-ironiske lyriske stemme. Ligesom den internetdominerede kultur, som de er opvokset i, bryder bandet gennem de traditionelle grænser, der adskiller ironi og oprigtighed, og vipper fra ærkelige, men sjælfulde skoleminder fra ‘Sports Day’ til de abstrakte litterære grublerier af ‘Ode to Clio’ (“spredt ud over mit køkkengulv / hun er kun arme og ben / hendes lemmer som hår / spredte søstjerner”).
Det er afgørende, at disse metamoderne tonale spring besidder ægte følelsesmæssig kraft, der matcher den musikalske bravour. ‘Eazy Peazy’ sprudler nærmest af ungdommelig energi og mulighederne for musikalsk skabelse. Den er rå og smider alt i sit store arsenal mod væggen, men stort set hænger alt fast. Den resulterende indsatss dristige energi er et syn at se og pisker med tilstrækkelig kraft til at dreje dit hoved rent af dine skuldre.
Detaljer
- Udgivelsesdato: 8. november
- Mærke: Fat Possum Records
