“Når min tid endelig kommer, vil jeg være klar,” synger koret og introducerer åbneren til Primal Screams længe ventede 11. album ‘Come Ahead’. “Oh Herre, klar til at tage hjem.” Du tror, vi går i kirke, før et kort, skarpt, stødende stød af elektrotrussel, der minder om 2000’ernes ‘XTRMNTR’, giver plads til ren roller-disco funk-eufori. Bobby Gillespie, med den ubesværede seje 70’er-politimand Shaft, der matcher lydtemaet bag, svirrer ind og prædiker om en tid “hvor ingen skammes, og ingen bebrejdes”. ‘Ready To Go Home’ er den bedste af Screams balance mellem ånd og sjæl og taler til den drøm, der driver denne plade.
DJ-don og soundtrack-mester David Holmes pumper motoren som producer for at få tingene i gang, mens ærmet er prydet med et billede af sangerens far – Robert Gillespie Senior – en forkæmper for social retfærdighed. Deres første album siden 2016’s hot-steppin ‘Chaosmosis’ (og først siden keyboardspilleren Martin Duffys død) kom fra en tid, hvor bandets fremtid så usikker ud, men det pokkers, der omgiver os, inspirerede Bobby til at skrive et album, der brillerer med noget glimmer. lys på samfundets dårligdomme for at se, om vi kan danse igennem dem eller ej.
‘Love Insurrection’, med dens ‘Screamadelica’ blandende rytmer sat til noget Nile Rodgers-agtigt rifferi takket være guitaristen Andrew Innes, ser Gillespies Marvin Gaye-profeticisms i fuld flow til disse tider, hvor “blinde fører blinde“, men “lige så sikker som solen vil stå op i morgen tidlig, det vil fremtidens børn også”. Det er en tonic for disse mørke tider, som ser ud til at blive endnu dystre under den nu forestående tilbagevenden af en bestemt orange demagog.
‘Innocent Money’ bringer lidt glasisk pis og eddike til Studio 54 og blander fest med protest mod den britiske skel (“Fra Buckingham Palace til at synke ejendomsslummen, kejserlig nostalgi, ørnen er fløjet”), før den QOTSA-farvede ‘Love Ain’t Enough’ giver en opfordring til at stå højt mod lortsvinden. Holmes’ filmiske touch kan mærkes på den blide ‘False Flags’, hvor Gillespie synger om en mand, der bliver presset til at melde sig til at kæmpe i en uretfærdig krig bare for at undslippe sin dystre by.
‘Circus Of Life’ kan rangeres blandt Screams fineste psych wig-outs, og albumhøjdepunktet ‘The Center Cannot Hold’ sætter ironisk nok et tabt kapitalistisk helvede til rette med en virkelig pumpende og drevet raser. Senere har Morricone mini-epos ‘Settlers Blues’ ekko af The Beatles’ ‘I Want You (She’s So Heavy)’ og vandrer ind i kolonialismens hærgen. Punktet er til tider lagt lidt for tykt på, og vi kunne godt klare os med nogle mere slagkraftige toppe for at få vores sten væk – ‘Heal Yourself’, for eksempel, buldrer lidt, og ‘Melancholy Man’ snubler som noget af en formålsløs klagesang. I sidste ende kan ‘Come Ahead’ dog have en masse funk på overfladen, men pakker stadig masser af punk og granater af protest i bagagerummet.
Detaljer
- Pladeselskab: BMG
- Udgivelsesdato: 8. november 2024
