Hvis titlen på Porridge Radios nye plade byder på en betryggende følelse af permanenthed, så er den hårdt vundet, fordi alt andet ved den eksisterer i en tilstand af forandring. Her er Dana Margolin både sønderknust og håbefuld, træt ind til knoglerne og klar til at skrige lungerne ud, med bølgende melodier og rå guitarstøj, der overhaler øjeblikke af dyster introspektion. Som helhed er det som at røre ved en blotlagt nerve igen og igen.
Det er også noget af en naturlig reaktion på et-to-punchen fra 2020’s ‘Every Bad’ og 2022’s ‘Waterslide, Diving Board, Ladder To The Sky’, albums, der forvandlede Porridge Radio fra en udkants indie-punk til en kritikerrost touring maskine. Margolin kæmper med denne nye virkelighed, vrider sig under mikroskopet, mens hun sorterer gennem vraget af et brud. Tankerne stikker ind og ud og skaber et rodet rod af følelser, som bandet – Margolin på guitar og vokal, Georgie Stott på tangenter, trommeslager Sam Yardley og bassist Dan Hutchins – modvirker hver gang med lyde, der er lige dele sprøde og koruscaterende.
“Jeg vil ikke kende andre,” synger Margolin på åbneren ‘Anybody’, hendes tålmodige, stive guitarlinje, der til sidst falder ind i en kakofoni, der er et skridt væk fra post-rock. Det fremtryller den tarmtømmende katharsis af bandets livelyd, mens den får hende til at stige følelsesmæssigt igen.
Da bandets leder skrev, mens de var på farten, og da der var tid til at dekomprimere bagefter, samlede bandets leder først disse sange som digte. Det behøver du ikke at vide, for at en af hendes vendinger sætter dig i maven, men det forklarer den nøgne knoglestyrke bag deres konstruktion. “Jeg er asfalten, jeg dør aldrig,” synger hun om at dissociere på ‘Lavender Raspberries’, efter at have øjeblikke tidligere foreslået at springe fra en balkon.
Hele vejen igennem understreger og undergraver Margolin og hendes bandkammerater hendes lyriske intentioner med arrangementer, der er mere hårdføre og overraskende end noget andet i deres katalog. På ‘God of Everything Else’ opkalder hun en følelse af overdreven selvkærlighed – “Du vil blive ramt af en bølge af mig,” synger hun – men i stedet for at læne sig ind i denne grandiositet, punkterer de den med en sekvens, der minder om et Fugazi-agtigt minimalistisk postpunk-groove.
I modsætning hertil byder en afslutning med den trampende, næsten euforiske ‘Sick Of The Blues’ på den sidste udblæsning. Det er et bevidst spring i retning af at føle sig OK og også en sløjfe knyttet om en plade, der er overraskende, påvirker og opkvikkende i sin ærlighed.
Detaljer
- Udgivelsesdato: 18. oktober 2024
- Pladeselskab: Hemmeligt canadisk
