Feller det meste af High Vis’ eksistens, var bandet ikke en fuldtidsbestræbelse for frontmand Graham Sayle. I stedet passede det på deltid mellem hans daglige arbejde med at undervise i designteknologi på en selvstændig skole, hvor han turnerede i hans pauser. Nu er et nyt akademisk år i fuld gang uden ham – hardcore-bandet er vokset til det punkt, hvor der ikke er plads til klasseværelset længere. Så meget som dette måske er den karriereudvikling, de fleste kunstnere drømmer om, indrømmer den altid passionerede musiker, at det er “fucking skræmmende” at stole på noget, som “man lægger så meget af sig selv i” for at få en indkomst.
“Alt føles lidt anspændt i øjeblikket,” fortæller han Musicon over Zoom fra sin stue i Brockley, det sydøstlige London, i midten af september, en måned eller deromkring før udgivelsen af deres kommende tredje album, ‘Guided Tour’. “Jeg har tilbragt den sidste uge i en eksistentiel krise med at sige: ‘Jamen, hvad fanden gør jeg nu? Jeg behøver ikke gå på arbejde. Hvad gør jeg?’” Alligevel brugte Sayle og High Vis for nylig noget af den tid, han har fået, til god brug og gjorde noget næsten utænkeligt i den kulturelt og økonomisk tumultariske verden i 2024: en gratis, genreoverskridende koncert.
Den 7. september, under en overskyet lørdag eftermiddag på Gillett Square, East London, var bandet vært for en genre-hoppende fem-akters bill uden barrierer af omkostninger, klasse eller subkultur ved en begivenhed kaldet Society Exists – et rum, der kunne have været enhvers . Ingen polititilstedeværelse, ingen gigantiske virksomheder, der får deres uvorne hænder i blandingen og pints til en rimelig pris til £4. Det er nærmest utopisk.
“Jeg ville bestemt aldrig have troet, at jeg ville være med i et band, der tegner ting for folk”
Efter sæt fra riot-grrrl-omdannet R&B-musiker Delilah Holliday, drømmende alt-rockere Hello Mary, dub-poeten James Massiah og den politiske hiphop-kunstner Jeshi, går High Vis på scenen og river sig igennem et 45-minutters sæt. Spillerne nede foran bjæffer ordene tilbage til Sayle i en afstand, hvorfra de komfortabelt kunne føre en samtale med ham. Et hvirvlende mosh-hul åbner sig for ‘Altitude’, og ‘Talk For Hours’ er et massivt råb-med-øjeblik, der er værd at anstrenge stemmebåndene for, men der er også mere nøgterne øjeblikke.
‘Mob DLA’ er en sydende anklage mod stenhjertede myndigheder, der tvinger folk til at springe gennem bøjler for at få den hjælp, de har brug for. “Jeg har en bror med autisme og cerebral parese, som hvert år bliver vurderet for at se, om han er så handicappet, som han altid har været,” fortæller Sayle til publikum. I mellemtiden er ‘Trauma Bonds’ et øjebliks højtidelighed, der sender folk til at skrige med, betaget af, hvor meget det giver genklang hos dem: “Vi normaliserer det vildeste lort. Det er ikke normalt for folk at blive stukket, at se folk overdosis, at se folk tage livet af sig selv.”
Det er musik, der er ætsende, men følelsesladet, hvor Sayles lidenskabelige råben ofte uddriver dybt begravede følelser – men som hardcore er High Vis’ diskografi mere tilgængelig end de fleste. Der er kroge og delikatesse samt aggression; de er næsten et hardcore-band for folk, der ikke kan lide eller kender hardcore – en gateway til en verden af to-trins og selvrefererende mosh-opkald.
‘Guided Tour’ finder, at High Vis næsten forsøger at slå sig selv i deres eget spil, hvor de kæmper for at se, hvor hårdt, kæmpe og – mere end nogensinde – håbefulde de kan gå. Selvfølgelig er de langt fra at løbe tør for raseri, men der er også øjeblikke til at sætte gang i den fælles glæde, et liveshow bringer, som på titelnummeret, når Sayle synger: “Hvis du har brug for hjælp, vil jeg være din guidede tur.”
På spørgsmålet om, hvad der giver ham håb, peger Sayle på shows som det på Gillett Square. “(Det er) det, der får dig til at føle dig forbundet med mennesker, føle dig som en del af et fællesskab,” siger han. Det minder ham om hans rødder i hardcore-kulturen, som han elsker, efterhånden som High Vis udvider sig og i stigende grad viser potentialet til at vokse fra små, svedige spillesteder og overtage bandmedlemmernes liv. “Jeg ønsker ikke nødvendigvis, at det, jeg elsker at gøre, skal blive arbejde.”
High Vis’ ekspansion har taget dem langt fra, da de dannede sig i London i 2016. I disse dage består bandet sammen med Sayle af trommeslager Edward “Ski” Harper, guitaristerne Rob Hammeren og Martin MacNamara og bassisten Jack Muncaster. Efter deres 2019-debut ‘No Sense No Feeling’ og 2022’s ‘Blending’ blev bandets post-punk og indie-flettede hardcore mere og mere efterspurgt og tog dem fra undergrundsfavoritter til scenehelte.
‘Guided Tour’ bygger på disse rødder: den er dristigere, højere og placerer sit hjerte lettere på bordet. En gang imellem ender revnerne i dens grynede facade med at blive fyldt med lys som på den episke ‘Feeling Bliss’, der svæver til et filmisk højdepunkt for sit svulmende omkvæd. “Føler du dig velsignet?” Spørger Sayle, hvilket næsten kunne mishøres som ‘lykke’ i hans accent, og som sådan har sætningen næsten en uvidende, behagelig dobbelthed over sig.
Andetsteds fremhæver den tidlige single ‘Mind’s A Lie’ nogle af albummets mere eksperimentelle særheder, idet den sampler South London-vokalist og DJ Ell Murphy og inkarnerer den samme grove, tværkulturelle energi, som ‘Society Exists’ besad. “Ski sendte mig demoen og sagde: ‘Jeg tror ikke, det er en High Vis-sang’, og jeg tænkte: ‘Nej, det er det. Lad os gøre det,” fortæller Sayle Musicon. “Vi pressede bare på den måde. Det viser sig, at jeg elsker det.”
På det seneste har High Vis-frontmanden også mærket kærligheden fra masser af andre mennesker. Allerede i dag har han brugt timer på at signere plakater til deres merch-butik. “Jeg ville bestemt aldrig have troet, at jeg ville være med i et band, der signerer ting for folk,” siger han med et lidt vantro grin. Bandets vækst i popularitet er stadig en tilpasning – han indrømmer, at det ikke falder ham naturligt at tale om sig selv i interviews, og opmærksomhed fra andre kunstnere, de har set i årevis, får hans hoved til at snurre. Da Paramores Hayley Williams delte deres musik på sin Instagram-historie, undrede han sig: “Hvordan fanden har hun hørt det?” “Da jeg voksede op, var de et band på fjernsynet,” siger han. “(hende ved, hvem vi er) er bare fandme mærkeligt.”
Ligesom High Vis trives den britiske hardcore-scene, de er en del af. Selvom det nogle gange overses til fordel for dets amerikanske modstykke, er det grobund for en række flotte nye navne, fra Leeds’ Higher Power og Skadedyrsbekæmpelse til Southampton’s Grove Street, den Manchester-baserede Going Off to Birmingham bruisers Cauldron.
I løbet af High Vis’ rejse og videre har Sayle set hardcore gå gennem toppe og lavpunkter, men for ham føles dens eksponentielle vækst i de sidste par år ikke som en fase. “Jeg har set folk få en snert af succes og derefter ændre deres lyd, fordi de gør noget, som de føler, de burde,” bemærker han. “Nu er der folk, der kommer ud af hardcore-scenen og ind i mainstream (men) føler sig stadig grundlæggende som et hardcore-band. Speed, for eksempel, ligner og lyder som et hardcore-band, og de er kompromisløse, men de spiller også disse massive shows. Det er fandme sygt.”
Det er derfor ikke underligt, at Sayle ønsker at holde fast i den genre, han elsker. Det holder ham jordet, selv når High Vis bliver løftet op på større scener. Mens han taler, er der en følelse af, at scenen er der, hvor han ønsker, at deres rødder skal forblive: “På et eksistentielt niveau er hardcore-shows virkelig spændende rum og øjeblikke.”
“Jeg kender ikke nogen anden form for musik, der (sætter dig i) de situationer, hvor du er ligesom, ‘jeg kunne blive såret, men jeg har meldt mig til det her’,” siger han. “Mange af mine venner er hardcore børn. Jeg holder kontakten med alt. Jeg prøver stadig at købe plader, jeg går stadig til shows. Jeg har så meget gavn af det.”
High Vis’ ‘Guided Tour’ er ude den 18. oktober via Dais Records
