Nilüfer Yanya har altid været en spændende sangskriver. På hendes debutalbum ‘Miss Universe’ blev hendes genrespændende sange trådt sammen af Sort spejl-inspirerede stemmenoter med uhyggelige klip knyttet til et fiktivt sundhedsfirma kaldet “WWayHealth” (We Worry About Your Health). Budskaberne skabte en fortælling omkring pladen via denne ildevarslende organisation, der lovede at “bekymre sig om dig, så du ikke behøver at gøre det”, og budskaberne fungerede også som en gennemgående linje, der satte den musikalsk varierede plade sammen. I mellemtiden så dens opfølgning ‘Smertefri’ Yanya trække på flere venstrefløjspåvirkninger (som tATu) og fusionere dem med – som Musicon sagde dengang – “Nirvana-stil murk and jerky, Bloc Party style post-punk”.
Tredje album, ‘My Method Actor’, destillerer endnu en gang Londons singer-songwriters kreativitet: byggeklodser af perkolerende beats, sarte guitarslik, snert af grunge og frodige svævende vokalmelodier akkompagnerer Yanyas drøvtyggende tekster. Pladen så hendes arbejde udelukkende med Wilma Archer (Sudan Archives, Celeste), en mangeårig samarbejdspartner, som også arbejdede på hendes tidligere to plader. Duoen, har Yanya forklaret i en erklæring, holdt holdet til projektet lille for ikke at udvande (albummet og sangskrivningsprocessen) på nogen måde, selvom det kommer fra usikkerhed – ‘åh er det godt?’
Resultaterne af denne afklædte kreative cirkel er en samling af kunstfærdigt og bevidst udformede melodier, omend en der mangler den afstøvning af euforisk pop, som hendes debut pralede med (à la den drivende øreorm ‘Baby Blu’ og den Kelis-inspirerede ‘Heat Rises’) . Det er sange, der føles som om de er skrevet med et barberbladsfokus, hvor hver instrumental linje spiller et formål. Det er måske til tider overdrevent overvejet (den søvnige ‘Made Out Of Memory’, for eksempel, kunne hæves med et strejf af spontanitet), men i høj grad vinder den rene sangskrivningskraft frem, hjulpet af Yanyas tankevækkende lyrik.
Tag ‘Call It Love’, en refleksion over kompliceret forholdsdynamik, der ser Yanya synge, “Stadig ironisk/stadig vil jeg have det/stadig alene!”, senere afsluttende med den ærlige kuplet: ”Nogle kalder det kærlighed/jeg kalder det skam”. Den komplekse isolation af nummeret gentages musikalsk af et summende, overdrevet riff, de noget skurrende sonics sidestillet over sangens andre liltende instrumentaler.
I mellemtiden kommer trip-hop-sensibiliteter og rystende Strokes-infunderede guitarer til tops på ‘Mutations’, et drivende snit, der får Yanya til at tygge over “den subtile forandring, der sker konstant, mens millioner af små beslutninger og handlinger former dit væsen”. Disse små skift giver genlyd i sangens arrangement, instrumentale linjer og arrangementer ændrer sig fint, filmiske strenge ebber ud her, beats skitser der.
Der er også øreorm i form af den korte og søde åbningsmelodi ‘Keep On Dancing’ og den dræbende, grungy-kor-pralende ‘Like I Say (I Runaway)’. Sidstnævnte er en fordømmende vurdering af tidens uundgåelige gang, og hvordan den tikker for hurtigt, mens Yanya grubler: “Føles det som om alt hvad du har/Er sat i sort/hvid?/I det øjeblik jeg ikke har kontrol/Jeg river op indeni”.
Det er en plade, der spinder de voksende smerter og smerter i dine tyvere – og de erkendelser og beslutninger, der kommer i disse tider – gennem Yanyas musikalske verden. Og mens ‘My Method Actor’ er omhyggeligt udformet og kan falde i fælden med at være uretmæssigt velovervejet, kombinerer Yanya disse detaljer med øjeblikke af øjensynlig sårbarhed (tag ‘Wingspan’, hvor hun synger: “Du kommer ikke til at være hengiven/Nu er du død for mig”). En ærlig, innovativ samling, der styrker hendes ry som en fremragende sangskriver, Yanya “ufortyndet” sørger for en absorberende lytning.
Detaljer
- Pladeselskab: Ninja melodi
- Udgivelsesdato: 13. september 2024
