RLige nu støder verdener inden for britisk hiphop og indie sammen hurtigere og hurtigere som aldrig før. Den uforlignelige Black Fondu tager udgangspunkt i bands som Xiu Xiu og har turneret med Fat Dog, mens bands som Enola Gay fusionerer kommanderende rap med blæsende støjrock. Og South London-kollektivet Nukuluk – med deres glitchy synths, viscerale live-shows og intime tilgang til produktion – dukker op som den britiske eksperimentelle hiphop-scenes førende lys.
Hvem ville ellers give dig et presserende boom-bap parret med ophøjet, hyperpop-vokal som på ‘Covered In Gold’? Eller de forvirrede electroclash-beats, der viger for de drønende, melankolske trip-hop-passager i ‘Ooh Ah’? Og hvad med den ubønhørlige, metalliske slid i ‘Kick Snare’? Deres splinternye mixtape ‘Stillworld’ giver heller ikke op, idet de blander det spændende disharmoniske (‘Crashing’) med det engleagtige og inderlige (‘Faith’).
I begyndelsen af november, Musicon møder tre medlemmer af Nukuluk på The Albany, et community arts center i Deptford, hvor vokalist Syd Nukuluk tidligere var en ung kunstner. Det er heller ikke langt væk fra, hvor de mødtes første gang. Syd og rapperen Monika forbandt sig gennem fælles venner i Forest Hill, hvor Syd overbeviste Monika om at prøve at rappe, og hvor Syd senere ville krybe trommeslageren Louis Grace fra et andet projekt. (Kollektivet er rundet af bassist Mateo Villanueva Brandt, og blev tidligere følgeskab af Blue Bendys Olivia Morgan.)
Efter at have droppet deres debut-EP ‘Disaster Pop’ i 2021, havde Nukuluk lidt svært ved at finde fodfæste, som eksemplificeret ved et temmelig akavet set på Reading & Leeds’ BBC 1Xtra-scene i 2022. “Der var tusindvis af 15-årige, der forventede nogle bor og ser på os som, ‘hvem fanden er det her?’,” griner Syd.
Men det var efter et slot senere samme år, der åbnede for Injury Reserve på Pitchfork Music Festival London, hvor tilstanden på den britiske eksperimentelle rapscene for alvor begyndte at tynge dem. “Louis gik hjem efter den koncert og sagde, ‘næh… Skadereserven er for god!'” husker Syd. Dagen efter “kanaliserede” trommeslageren den oplevelse til et beat, som skulle blive ‘Stillworld’-nummeret ‘Son of Star’. Det er en af flere sange på mixtape, der spørger: “Hvem har skabt mig?” For et så unikt kollektiv som Nukuluk bliver det spørgsmål mere relevant dag for dag.
“Jeg tager mine følelser, og jeg er sådan: lad os forestille os, at der kommer noget kraftfuldt og fantastisk ud af det” – Monika
“En ting, jeg har med Syd, er, at jeg oplever hans liv meget intenst – hvilket er lidt mærkeligt,” afslører Monika. “Jeg oplever, at jeg reagerer på ting, der er sket med ham, som om det skete for mig, og de bliver store spørgsmål i mit eget hoved.”
Den usædvanlige intensitet af relationerne inden for Nukuluk gør deres sange til noget som majstænger, som deres fortællinger snor sig rundt om. Tag udforskningen af faderskab og faderskab på ‘Stillworld’. Syds far døde under fremstillingen af mixtape; han var punker, og en Roland-synth, han havde foræret Syd, samt diverse plugins, han havde anbefalet, kan høres på pladen.
I mellemtiden var Monikas far en “fantastisk fyr”, men hans “relative fravær” satte sit eget præg på ham. Selvom han og Syd begge er 29, ser Monika nogle gange sin bandkammerat som en slags faderfigur. “Han introducerede mig til musik, han lærte mig alt. Han troede på mig, når der ikke var nogen,” siger Monika. “Så så er det som om… denne fyr har skabt mig. Som, hvem er det? Hvem er jeg? Og jeg tror, det er derfor, spørgsmålet kommer tilbage til mig hele tiden gennem pladen.”
At overveje og binde sig over deres anderledeshed ansporede også Nukuluk til at lave eksperimenterende hiphop. Monika voksede op i Frankrig med en kamerunsk mor, og da hun flyttede til Storbritannien, indså hun, at der var “mere plads til mine underligheder.” Han reflekterer over, hvordan han reagerede på almindelige samtaler om race: “Du modtager samtalen som en person, der forsøger at definere dig, og du bliver sur. Så du er mærkelig, fordi du er sort, og alle behandler dig underligt. Og så hører man ting om Blackness, som man ikke kan genkende sig selv med, og så bliver man bare sur – så man vil gerne være mere mærkelig.”
“Jeg føler, at du har det (mærkeligt),” siger han til Syd, som er enig: “Jeg lavede så meget guitarmusik i årevis, og det føltes ikke udtryksfuldt nok. Jeg var superfan af Elliot Smith, og den måde, han udtrykker ret raseri på, for eksempel, men at gøre det med en akustisk guitar er blevet gjort af mange, mange mennesker.” Med Nukuluk, siger Syd, har han åbnet muligheder for “nye former for kommunikation” for sig selv, især i skildringer af mandlig sårbarhed på sange som ‘Raining’ og ‘Taxidermy’. “(at portrættere) den bange, men knuste person, men på en anden måde, får den blanding det til at føles, som om det vil forbinde mere med folk.”
Det er den kombinerede forståelse af outsiderskab, der giver Nukuluks lyrik på ‘Stillworld’ dens surrealistiske, overnaturlige tilbøjelighed. I ‘Crashing’ beskriver Monika “fart forbi lydens hastighed” for at redde et forhold, mens ‘Hand On The Hilt’ ser ham låst i en evig kamp mellem tillid og frygt: “Jeg har skåret fjender som drømmeslag”.
“Ved du, hvordan anime dybest set er en teenager i verdens centrum?” spørger Monika retorisk. “Det er altid sådan, at vi tager denne teenager, vi gør verdens skæbne afhængig af dem, og så giver vi dem kræfter, som de har brug for for at nå deres formål. Det er det, jeg gør: Jeg tager mine følelser, og jeg vil gerne forestille os, at der kommer noget kraftfuldt og fantastisk ud af det.”
Syd er i mellemtiden mere til “triste romaner, noir-film og depressiv hverdag”, med henvisning til Yegveny Zamyatins dystopiske roman Vi som et eksempel, sat i en by med vægge lavet af glas: “Disse skumle bybilleder relaterer til, hvordan jeg har det med at bo i London og som en lettere urolig, traumatiseret person, der ser en uvelkommen verden og har disse mere spekulative fremtider. Det er ret udtryksfuldt og formidler paranoia, men man kan også se skønhed i tingenes mørke.”
“Der er folk, der brygger, som er på vores niveau og laver virkelig bevidst alternativ hiphop. Men der er ingen plan, egentlig” – Syd
Nukuluk producerer alle deres sange selv, hvilket betyder, at de kan gøre deres lyd utrolig personlig – og eksperimenterende. ‘Raining’ sampler for eksempel en tidligere ambient-sang, de havde lavet; Syd forærede det omarbejdede instrumental til Monika til hans fødselsdag, som lagde et vers ned dagen efter, og Grace afsluttede produktionen. “Det, at vi ikke har eksterne producenter, og vi skiftes til at producere, betyder, at der ikke er noget hierarki,” forklarer Syd. “Lyden kan virkelig, virkelig vende, og måske har et traditionelt band ikke den frihed på helt samme måde – du har flere begrænsninger.”
En begrænsning, som Nukuluk kæmper med, er den lille scene, de har befundet sig i. “Der er ikke rigtig den der hiphop til at eksperimentere herfra, tror jeg,” erkender Syd. “Nu begynder det at ske. Men folk elsker det, og de kan ikke høre lokale mennesker lave den musik, så det giver helt sikkert mening, at det bestøver her.”
Selvom de tidligere har spillet på mangeårige indie-steder som The Windmill og The George Tavern, forbliver Nukuluk lidt malplaceret – og isolationen kan være svær at ignorere. “Det er svært ikke at blive fanget af det, især når alle dine venner leger i forskellige ting, som optager den plads,” påpeger Grace. “I trækker hinanden op. Og det er, hvad fællesskab er, og det sætter vi stor pris på. Jeg synes, det har været hårdt. Vi prøvede, men det er svært at finde den plads.”
På nogle måder er Nukuluk stadig outsidere. Men det er måske den største indikator på, at ingen gør det helt som dem, og at deres fremtid er vidt åben. “Der er folk, der brygger, som er på vores niveau og laver virkelig bevidst alternativ hiphop,” siger Syd. “Men der er egentlig ingen plan.”
Nukuluks ‘Stillworld’ er ude nu via Colorburst Records
