Robbie Williams har skrevet et åbent brev til Take That’s tidligere manager Nigel Martin-Smith, hvor han protesterer mod påstande Martin-Smith fremsatte om sin stofmisbrug i en ny dokumentar.
Begge optrådte i den første episode af tredelt BBC-dokumentar Boybands for evigt, som blev sendt i går (16. november) og fokuserede på de kampe, medlemmer af Take That, Westlife og Five håndterede på højden af deres popularitet.
Martin-Smith styrede Take That i 1990’erne, mens Williams stadig var en del af bandet, før han stoppede i 1995 og fortsatte med at bygge en succesfuld solokarriere.
Han sagde, at da Williams blev afhængig af stoffer, var han “smart og ret klog” til at give skylden for, at hans stofindtagelse var “i dette band, hvor han ikke kunne have kærester eller ikke kunne gå ud”. På et tidspunkt sagde han, at Williams opførte sig som en “vanker”, og at han blev gjort til at være “ond”
Williams har nu slået tilbage på Martin-Smiths påstande i et udvidet opslag på Instagram.
“Håber alt er godt i din verden, og livet er venligt mod dig,” begyndte han. “Tænkte lige, at jeg ville skrive et par tanker om vores udseende sammen som talking heads på boyband-doktoren.
“Jeg var lige dele skrækslagen og spændt på at dele en skærm med dig igen. Spændt på at se, hvor vi begge er på denne rejse og rædselsslagne, hvis gamle følelser ville blive udløst, og jeg stadig ville være i et sted med vrede, såret af frygt.
“Som det sker, ser det ud til, at tiden har gjort sit, og jeg gætter på, at den visdom, den bringer, har taget sin moppe til et par afkroge hist og her. Jeg tror dog ikke alle kroge er blevet bleget.”
Om emnerne for Martin-Smiths kommentarer om hans stofindtagelse skrev Williams: “Tillad mig at svare på din påstand. Min medicin var aldrig din skyld. Mit svar på den skæve verden, der omgav mig, er udelukkende mit eget. Hvordan jeg valgte at selvmedicinere, er og var noget, jeg vil overvåge og beskæftige mig med i hele mit liv. Det er en del af min makeup, og jeg ville have den samme sygdom, hvis jeg havde været taxachauffør.
“Jeg nåede bare hurtigere, fordi jeg havde økonomien, mens jeg forgæves forsøgte at modvirke turbulensen i popstjernens matrixbøjede vaskemaskine.”
Han fortsatte: ”Hvis du følger historien nøje, kan du ikke undgå at bemærke, at et mønster dukker op. Drenge slutter sig til et boyband. Bandet bliver stort. Drenge bliver syge. Nogle er heldige gennem en række selvundersøgelser og hjælper med at overvinde deres oplevelse. Nogle formår aldrig helt at løse rodet fra fortidens vragdele.
“Jeg bryder ikke nogens anonymitet ved at dele bivirkningerne af boyband-dysfori, der relaterer sig til netop os drenge,” fortsatte han, før han detaljerede de kampe, hans bandkammerater havde. Howard Donald blev selvmorderisk, da Take That først gik fra hinanden, Mark Owen håndterede afhængighed, Gary Barlow havde bulimi og for Jason Orange, “uanset hvilken effekt Take That havde på ham, er så smertefuldt, at han ikke engang kan være en del af det.”
“Jeg vil også minde dig om, at den person, der opførte sig som en ‘vanker’, var 16, da han kom med i bandet, og 21, da han forlod. Det var sidste gang, jeg så dig,” skrev Williams.
“Jeg håber, jeg har mere nåde og forståelse, når og hvis nogen af mine egne fire børn i en så sårbar alder opfører sig på samme måde.”
Han sagde om Martin-Smith: “Nige, du bliver ved med at ikke fremstå som en relaterbar karakter og kunne klare dig med en glød-up, når det drejer sig om indløselige funktioner. Derfor spiller du ind i den fortælling, du ikke ønsker for dig selv.”
Senere konkluderer han: “Nigel, jeg elsker dig, men desværre er det også rigtigt, at jeg ikke kan lide dig,” skrev han. “De to, jeg kommer for at finde, udelukker ikke hinanden.”
Williams’ ord følger lignende kommentarer, han fremsatte om afdøde Liam Payne, og bemærkede, at der skal være et skub for, at noget skal “gøres i hans navn for at gøre tingene bedre”.
”Det er meget svært (og en) gråzone at få tingene på plads, at passe ordentligt på folk. Jeg ved, at der er snak om, hvad man skal gøre, og hvordan man faciliterer dette, men (det) kommer med, at man allerede har penge på plads.”
“Det afviser den unge manager og det unge band, der gør alt bag på en Transit-varevogn – som ikke har pengene på plads til at facilitere det. Så der er alle disse gråzoner,” tilføjede han.
Williams fortsatte (via Goss.ie): “Den skal tages fat på, og der skal være en tænketank af kreative mennesker som mig selv og andre for at komme sammen og finde ud af, hvad der er den bedste måde at tackle dette problem på for vores underholdningsindustri.
“Alle på planeten lige nu er neurodiverse, har været igennem traumer, kæmper for at komme overens med deres barndom eller kæmper for at komme overens med deres plads i verden, og ja, det er meget svært,” sagde han. “Det er underlige tider, men det er virkelig interessante tider også at være i live.”
Kort efter Paynes død blev der iværksat en underskriftsindsamling, der opfordrede til en ny lov for at sikre det mentale velbefindende for kunstnere i musikindustrien. Inden for få timer havde den nået over 40.000 underskrifter, og i skrivende stund har den over 137.000 mennesker bakket op.
Sangskriveren Guy Chambers, for eksempel, opfordrede musikindustrien til at stoppe med at sætte mindreårige i boybands, mens Williams sagde, at problemerne med smerte havde noget fælles fodslag med hans historie med selvskade og depression som tidligere boybandmedlem.
På samme måde beskyldte Sharon Osbourne musikindustrien for at “svigte” Payne, mens Bruce Springsteen tilføjede, at musikindustrien lægger “enormt pres på unge mennesker”.
I andre nyheder har Williams talt om at turnere på samme tid som Oasis comeback-turné.
“Når Oasis kommer sammen igen, er der virkelig ingen konkurrence,” fortsatte han. “Medmindre jeg havde holdt en 20-årig pause, så ville det være en fair kamp. Oasis kommer sammen igen, jeg tror ikke, nogen kunne konkurrere med det – inklusive Taylor Swift, som er den største kunstner på denne planet. Så nej, det er ikke en konkurrence, selvom det er blodigt.”
