Sleaford Mods frontmand Jason Williamson har talt med Musicon om bandets nye materiale, deres £5-billetter til fans med lav indkomst, hans egne arbejderklasserødder, Oasis’ genforening, hans tidligere fejde med Noel Gallagher og hans tanker om Keir Starmers optræden som premierminister indtil videre.
Williamson talte forud for Abbey Road Music Photography Awards (MPA), som han havde været dommer for sammen med stiftende dommer Rankin og Gossip’s Beth Ditto. Ceremonien blev afholdt den 4. oktober i det berømte London-studie og bød på en overraskende optræden fra en Noel Gallagher, som overrakte den legendariske snapper Jill Furmanovsky Icon Award.
Dette års nominerede bidrag vil blive udstillet i Londons Royal Albert Hall fra den 8. oktober til den 12. november. Se hele vores interview med Williamson nedenfor, hvor han fortalte os om vigtigheden af fotografi i at fortælle en musikers historie, og hvordan det gælder for ham selv og Mods-producer Andrew Fearn.
Musicon: Hej Jason! Har du brugt meget tid på Abbey Road før?
Jason Williamson: “Vi dømte fotografipriserne for omkring to måneder siden. Og jeg har også optaget dernede. Vi lavede et samarbejde med Hot Chip. Det virker virkelig! Den udkommer i midten af november. Det skal være godt. Det er til fordel for War Child. Der er to spor, og det kommer ud på et fysisk. Det er dog ret tys-tys, så jeg kan ikke rigtig sige andet i øjeblikket.”
Hvad ledte du efter, da du dømte Abbey Road Music Photography Awards?
“Jeg ledte bare efter det, jeg ser efter på billeder generelt. Jeg kan godt lide virkelige situationer i modsætning til ordentlige optagelser, og det kom ind i kategorien mere DIY (Underground Scenes Award, vundet af Lemphek) og Live Music Award (vundet af Francis Mancini). Det var interessant at sidde der og se, hvad andre var til. Man lærer lidt, ikke? Det var en ganske indsigtsfuld dag. Men generelt var det, jeg ledte efter, ting, der virkede en smule off-the-man.«
Hvad gør et godt musikbillede?
“Det hjælper, hvis du ser godt ud. (griner) Vær ærlig! Det hjælper, hvis du er tilfreds med, hvordan du ser ud. Men det, jeg har lært af vores ting, er, at vi er dem, vi er, så jeg kan godt lide at se noget, der forbinder med musikken. Alt for at prøve at formidle, hvordan vi har det i musikken på det tidspunkt. Vi kan ikke lide at sætte os selv i situationer, hvor vi har billeder uden for jobcentret længere, fordi det ikke er en del af vores liv. Vi skal ikke til godser for at få taget vores billeder. Det er bare uacceptabelt.”
Der var en fantastisk Musicon skyde, for omkring et årti siden, hvor du og Andrew stod i en bunke murbrokker…
“Ja, det blev gjort i Berlin. Vi spillede Berlin den aften, og (fotografen) sagde: ‘Din musik ser ud til at afmontere ideen om, hvad musik skal være. Lad os prøve at finde noget, der er ødelagt, men som ser ud til at kunne laves om til noget andet.’ Og åbenbart er en bunke mursten et godt eksempel, innit? Musikfotografering er en kunstform, og det får ikke rigtig de rekvisitter, det fortjener.”
Dette års Icon Award-vinder Jill Furmanovskys tidlige Oasis-billeder er passende ikoniske…
“(Oasis) var bare så normale, var de ikke? De var ret regelmæssige… men ikke. Hendes billeder fangede bandets natur perfekt. Liam Gallagher var et virkelig kraftfuldt eksempel på, hvordan du kan bære afslappet tøj og bare se rigtig, rigtig godt ud. Det var lige så kraftfuldt som musikken for mig. På det tidspunkt klædte jeg mig i retro 60’er-ting, fordi jeg bare ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen. Og så har du disse drenge, der kommer ud i posede jeans og bedstefarskjorter. Det fangede virkelig en stemning. Det fungerede virkelig som en genopblussen for arbejderklassens identitet og kultur.”
Er du spændt på deres gensyn?
“Jamen, jeg har ikke rigtig tænkt over det. Jeg er glad for Liam. Jeg tror, han ville det rigtig gerne. Der er ikke noget galt med det – jeg tror, han følte sig hjemme i Oasis. Og alt det her med billet (kontroversen om Oasis’ dynamiske priser)… Jeg tror ikke engang, at de blev hørt om det, for at være ærlig. Alt det bedste til dem.”
Du annoncerede for nylig, at du sælger 5 £ koncertbilletter til folk med lav indkomst. Er det en kompleks ting at forholde sig til promotorer og andre med særlige interesser?
“Det er en ret kompliceret procedure. Men vi har altid forsøgt at holde koncertbilletterne til en rimelig pris. Jeg tror, de sandsynligvis er steget fem eller seks pund i løbet af de sidste 10 år for de fleste koncerter. I Europa er det lidt dyrere. Men vi prøver at holde det til en pris, der er tilgængelig for folk. Det er værd at tage imod, fordi nogle af beskederne fra folk (som ikke har råd til billetter), det knuser bare dit hjerte.
“Jeg er i en meget bedre position økonomisk, end jeg var for 10 år siden, og nogle gange forlader dit skib havnen, og du glemmer det lidt, men når du får sådanne beskeder, bringer det det tilbage til dig. Mange mennesker kæmper, så hvis vi kan hjælpe nogle mennesker, betyder det meget. Jeg har opdaget, efterhånden som jeg bliver ældre, at den virkelige hjælp er at forsøge at hjælpe mennesker direkte omkring dig. Jeg tror, at billetterne på 5 £ er repræsentative for det.”
Du har en lille, men kraftfuld rolle i den kommende film Fuglsom er lavet af Amerikansk honning instruktør Andrea Arnold…
“Hun er genial, er hun ikke? Jeg var nødt til at gå ind og lave nogle overdubs, og jeg så scenen. Jeg tænkte: ‘Jeg håber ikke, jeg har ødelagt det for hende!’ Hun er fantastisk. Hun kommer fra en baggrund, der er ret lig (som min). Mange af de mennesker, du møder, kommer fra en lignende baggrund, du er en smule mere tryg ved dem. Hun var fuldstændig nem at arbejde for. Jeg har lavet et par skuespiljobs, og hun var frem for alt en af de mest underholdende og nemmeste mennesker at arbejde med. Hun har et stort ry, men du ville ikke vide det. Hun er bare rigtig sej.
»Det var for det meste improviseret. Der var et manuskript, men vi arbejdede løst med det. Hun kan lide, at du bringer mere af en kortvarig ting til det.”
Har du planer om at lave mere skuespil?
“Vi tænker lidt over det. Jeg gennemgår faser af: ‘Er jeg god?’ Du ved: det sædvanlige lort med selvtvivl. Men jeg kan godt lide at gøre det. Hvis jeg får tilbudt ting, er det langt bedre, men hvis jeg skal have en agent og sætte mig ordentligt ind, har jeg haft reelle problemer med det, for jeg ved ikke, om det er noget for mig.”
Da vi talte i 2020, var Keir Starmer netop blevet valgt til Labour-leder. Du var mistænksom over for hans ridderskab, men var villig til at give ham fordelen af tvivlen. Hvordan har han det?
“Han bliver bare forvirret i øjeblikket. Mit sind er ikke bestemt; det er tidlige dage. Men folk glemmer, at man i de sidste 12 år har haft en gruppe mennesker, der suger penge fra sig i en utrolig hastighed, stillede folk op mod hinanden og skabte kulturkrig efter kulturkrig. De red af bagsiden af lockdown og manipulerede det til en forbandet kulturkrig! Jeg har stadig et åbent sind om ham.
“Dette land er i sådan en forfærdelig tilstand, at vi bare ikke vinder i øjeblikket. Der er ikke så meget plads til denne idé om socialisme, som folk ser ud til at ønske. Det er blevet fucked up, så det er et hårdt arbejde. Med Tony Blairs ord: ‘Du prøver at styre det skide land!’ Når jeg bliver ældre, er det ikke så sort/hvidt. Det er ligesom: ‘Du er en kusse! Du er en kusse! Du er ikke en kusse! Åh! Hold fast! Du er en kusse!’”
Så du tror ikke, der er stor chance for en mere venstreorienteret regering i øjeblikket?
“Men hvad er ‘venstre’? Ideen om venstre er for mig medfølende politik, politik, der tænker på massernes velfærd. Alt, hvad jeg kan gøre, er at prøve at være et aktiv i mit eget samfund. Jeg kan ikke se nogen mening i at sidde på Twitter hele dagen og prøve folk. Det får bare ingen nogen vegne.”
Du plejede at nyde det, vel at mærke…
“Det gjorde jeg, ja. Og nu er jeg blevet voksen. Jeg er en stor dreng. Meget af min vrede kom fra et sted, der ikke nødvendigvis var forbundet med de mennesker, jeg kastede den efter. Jeg er ved at nå til det punkt nu, hvor det er ligesom, bare fordi nogen kan lide at bære et par bestemte bukser, gør det dem ikke til en kusse.
“Når vi går tilbage til 90’erne, til Oasis-æraen, var det en virkelig kraftfuld ting at afskaffe folk, som du troede var lort. Noel og Liam var meget, meget gode til det. Det gik gennem folk, og de begyndte at prøve noget, de troede var lort, så jeg tror, det kom meget deraf. Men ja: Jeg gik på det. For det meste tror jeg dog ikke på den tilgang længere.”
Det må have føltes mærkeligt, når du og Noel havde en ordkrig i pressen, efter at Mods først fik succes i midten af 2010’erne…
“Det var egentlig lidt mærkeligt, da Noel plejede at banke os og det. Jeg blev virkelig ked af det. Men sådan er det bare. Jeg ville ikke gøre det nu, nej, men på det tidspunkt var jeg så besat af tanken om, hvad Mods skulle være, og sådan gik det bare ikke. Så alt, der stod i kontrast til det og så ud som om det trak tanken om det ned, ville du have en pop på.”
Hvordan føltes det for nylig at markere 10-årsdagen for dit gennembrudsalbum, ‘Divide and Exit’?
“Jeg har øvet mange af de sange til den britiske turné, og du kan ikke fejle det, ved du hvad jeg mener? Der er en høj professionalisme der, som jeg synes, der manglede mange handlinger på det tidspunkt. Jeg har altid ønsket at være noget, der satte gang i en lyd eller startede noget. Og det tror jeg, vi gjorde. ‘Divide and Exit’ er det perfekte eksempel, såvel som ‘Key Markets’ (2015) og til en vis grad ‘English Tapas’ (2017). Disse tre albums var ansvarlige for at udvikle det, der var meget af post-punk-tinget.”
Det var så spændende, da ‘Divide and Exit’ udkom, fordi det virkelig fangede en tidsånd…
“Det var det første album, der havde den fastgjorte Sleaford Mods-formel. Det var som en hvirvelvind. Det var vores ‘What’s the Story (Morning Glory)?’ (griner) To meget forskellige albums, selvfølgelig! Jeg følte, at alle vores drømme var gået i opfyldelse. Men tingene havde ændret sig i måden, hvorpå musik blev solgt, og vi var på et gør-det-selv-label, så det var en mærkelig en: Vi havde denne succes, men den slog ikke økonomisk.”
Hvornår ændrede tingene sig økonomisk?
“Jeg tænker på ‘Spare Ribs’ (2020) og ‘Eton Alive’ (2019). Jeg havde forladt arbejdet i 2014, lige før udgivelsen af ’Key Markets’. Tingene var OK, og vi kæmpede ikke, men ‘Spare Ribs’ løftede det til et helt andet niveau. Det blæste bare lidt op for os igen.”
Det er over et år siden sidste album ‘UK Grim’. Arbejder du og Andrew på nyt materiale i øjeblikket?
“Ja, vi starter et nyt album nu. Vi har allerede haft et par sessioner. Tingene er ikke så meget ved at forme sig; det tager et stykke tid at komme tilbage i sporet af det. Du går altid ind med: ‘Jeg vil prøve det her, det vil jeg prøve.’ Og du prøver det, og det virker ikke helt, så til sidst går du tilbage til formlen, men der er hele denne underbevidste forandring – livet, tror jeg – som så anvender sig selv på formlen, og den ændrer sig så. Ikke massivt, men det skifter. Så det er ligesom en kemi-lektion!
“Jeg vil være rap-centreret eller tude. Det bliver bare klodser af råben igen – som sædvanligt! (griner) Du lærer at blive forelsket igen med formlen. Jeg er heldig, jeg har Andrew Fearn. Hans musik er som et helt univers af udvalg. Det er som at komme ind i et rumskib og vælge dit eget valg i to uger!”
Sleaford Mods’ 10-års-genudgivelse af ‘Divide & Exit’ er ude nu, hvor bandet skal fejre albummet på en intim UK-turné i november. Se de fulde datoer nedenfor, og besøg her for billetter og mere information.
NOVEMBER
19 – Sheffield – Blymøllen
20 – Edinburgh – La Belle Angèle
21 – Newcastle upon Tyne – University of Northumbria
23 – Liverpool – The Florrie
26 – Lincoln – The Drill
28 – Exeter – The Lemon Grove
29 – Portsmouth – The Wedgewood Rooms
30 – Nottingham – Bodega