SOPHIE legemliggjorde virkelig pop ved navn og af natur. Fra det øjeblik, hun bragede ind på scenen med 2013’s ‘BIPP’, havde SOPHIE den sjældne, magiske evne til at lokke dig ind fra den første tone. De fleste ville associere hende med hendes konfronterende lydpalet – industrielle klynker, latex-hvin, tegneserieagtige vokaler – men det, der virkelig gjorde hende så enestående, var hendes attitude: kompromisløs, laserfokuseret og seriøst sjov.
- LÆS MERE: 15 essentielle sange fra SOPHIE, kunstneren og produceren, der ændrede popkursen
I 2021, tre år efter sin stjernedebut ‘Oil Of Every Pearl’s Un-Insides’, faldt SOPHIE uventet i døden i en alder af 34. Det var intet mindre end en tragedie – fremtiden for en af pops mest spændende stemmer blev skåret ødelæggende kort, og hendes arv givet et grusomt forspring. Man mente, at det eneste, der var tilbage at dele fra hendes harddisk, var hendes debut og hendes visionære singlekollektion, 2015’s ‘PRODUCT’. Men nu, færdig med hjælp fra bror og mangeårige studieleder Benny Long, har SOPHIES familie løftet sløret for hendes selvbetitlede posthume album, løst arrangeret som en opera i fire akter.
Den første akt på denne plade lever op til sit løfte om at efterlade dig på tæerne. SOPHIE begynder med en mystisk, angribende instrumental, der omslutter lytteren i over fire minutter, hvor akkorden gentages igen og igen, indtil du bliver følsom over for selv den mindste forandring. Lige da tågerne begynder at klare sig, slår SOPHIE dig lige i ansigtet med ‘Rawwwwww’ – en ond, metallisk trap-sang. Klassisk SOPHIE.
Der er masser af øjeblikke på tværs af albummet, der minder os om, hvorfor SOPHIE fortsat er en af de mest innovative producere til dato. Bare lyt til ‘Plunging Asymptote’ og ‘The Dome’s Protection’, to af de mest udfordrende sange på pladen på grund af deres gentagne karakter og esoteriske taler. I mellemtiden behandler hele den tredje sektion af pladen tiden som et elastik, og bruger en techno-rytme hele vejen igennem til at flippere mellem mere stabile, atmosfæriske spark og knasende gabber-beats, før tingene går tilbage til langsomt og stabilt igen.
Men der er mange andre øjeblikke, hvor SOPHIE ser ud til at forfølge salig, ukompliceret pop – og derved ofrer den nødvendige lydkonflikt, der gjorde hendes musik så spændende. ‘Reason Why’, pladens første single og dens Kim Petras-indslag, skulle have været et øjeblikkeligt knockout med den kombinerede kraft fra to trans titaner. I stedet lød sangen overdrevent behagelig – måske endda lidt kedelig.
Det mønster fortsætter hele pladen. ‘Live In My Truth’ er overraskende sikker for SOPHIE med sine alt for lyse synths og ophøjede vokaler, mens ‘Exhilarate’ og dens storslåede, dunkende trommer er absurd på næsen. Hvor er den subversive humor i ‘Ponyboy’, eller det vovede piskesmæld fra ‘Immaterial’? ‘It’s Okay To Cry’ fra ‘Oil Of Every Pearl’s Un-Insides’ var relativt ligetil i sin konstruktion, men hver lyd i den var finjusteret til at presse så mange følelser ud som muligt – for ikke at nævne dens betagende følelsesmæssige sårbarhed, præget af SOPHIEs anerkendelse som værende transkønnet over for publikum og sig selv.
Måske er det problemet. Midt i den beundringsværdige kunstneriske konfrontation i denne plade er der en gnagende upersonlighed, der plager mange af numrene her. Der er nok diamantmateriale, der skinner i snavset til at gøre dette til et af de mest opfindsomme posthume album, der er blevet udgivet i nyere tid – det er bare en skam, at albummet ikke fuldt ud eksekverer SOPHIES unikke vision. Men det er måske endnu en grund til fuldt ud at værdsætte det, vi har tilbage af hende, og gøre retfærdighed til det mærke, hun har sat på pop for evigt.
Detaljer:
- Pladeselskab: Transgressive/Future Classic
- Udgivelsesdato: 27. september 2024
Indlægget SOPHIE – ‘SOPHIE’ anmeldelse: et ujævnt farvel til poppioneren dukkede først op på Musicon.
